Status på projektet
Her vil der løbende blive orienteret om, hvordan det går med pilotprojektet med nedgravningen af affaldsbeholderne på Ove Sprogøes Plads.
10. juni 2010
Så er arbejdet i Store Gråbrødrestræde så småt begyndt. Det første der skal ske er at få omlagt nogle af de mange forsyningsledninger i vejen, så der kan blive plads til den store lift.
Odense Renovation arbejder i dette projekt sammen med Odense Bys Museer, som har stor interesse i området omkring Ove Sprogøs Plads grundet områdets historie og allerede efter få timers arbejde dukkede de første interessante ting frem i dybet.
Ikke mindre end 3 gamle vejbelægninger har arkæologerne fundet og dateret tilbage til 12-1300 tallet.
"I 12- og 1300-tallet lå bygrænsen i Vestergade ud for Klaregade, hvor dens middelalderlige byport endnu stod i 1593. Store Gråbrødrestræde fulgte indersiden af den tilhørende befæstning mod nord og var således en voldgade, som gjorde det muligt at flytte forsvaret hurtigt fra en del til en anden."
Jacob Tue Christensen - Odense Bys Museer.
Fundet betyder samtidig, at udgravningen til omlægningen af forsyningsledningerne sættes i bero i ca. 14 dage, mens arkæologerne arbejder.
Herefter fortsætter arbejdet med omlægningerne inden der piloteres og gøres klar til at støbe bundpladen til liftanordningen.
Hvis du har spørgsmål i forbindelse med udgravningen eller til hvad den nye renovationsløsning får at betydning for dig, er du velkommen til at kontakte Lars T. Hansen 6313-8222 eller Jesper Mogensen 6313-8277.
12. juli 2010
Arkæologerne har nu afsluttet deres arbejde i området og i sidste uge blev de forsyningsledninger, der løb der hvor liften skal placeres, omlagt.
I dag er borearbejdet til spunsningen så påbegyndt. Det foregår ved med et kæmpe bor at bore 7,5 meter ned i jorden og herefter at fylde hullet med cement. På denne måde skabes der en betonkasse, hvor liften placeres.
Som tidsplanen ser ud nu, ankommer liften d. 10. august. Installationen vil tage et par dage og umiddelbart herefter genetableres området. Vi forventer, at anlægget sættes i drift ultimo september. Dette afhænger dog af projektets forløb.
3. august 2010
Betonkassen til liften er nu færdigstøbt og liften afskibes i dag fra Finland. Tidsplanen holder stadig, hvilket betyder at liften installeres tirsdag d. 10. august.
Med en samlet vægt på ca. 19 tons er anlægget ikke helt nemt at flytte rundt med og højden på 4 meter kræver specialtransport.
Af praktiske årsager er det nødvendigt at påbegynde installationsarbejdet på tirsdag meget tidligt om morgenen, da dette er det eneste tidspunkt det er muligt at køre i centrum med så store køretøjer, som der kræves hér. Dette vil medføre nogle gener for beboerne i området og vi håber på forståelse herfor.
Den sidste del af næste uge vil gå med at installere liften og genetablere området, således vejen kan genåbnes.
Vi forventer stadig ibrugtagning af anlægget i løbet af september måned - nærmere herom fremsendes til områdets beboere.
10. august
Kl. 04.30 trillede den store BMS kran op ad Store Gråbrødrestræde for at klargøre til det store løft kl. 06.30.
Kl. 06.30 stod alt klar og med største lethed løftede kranen de 19 tons over P-huset og ned på plads i det 4 meter dybe hul.
Den næste tid vil gå med selve installeringen, tilpasninger osv og vi forventer ibrugtagning ca. 1. oktober.
15. september
Liften er nu fuldt installeret, indkastet er monteret og flisebelægningen er på plads. Det sidste der nu mangler, er den elektroniske del med overførsel af data fra liftens vægt til Odense Renovations server.
Inden for 14 dage vil restaurationerne i området få tilsendt adgangschip og få opstillet bure til transport af affaldet.
På denne måde kan restaurationerne samle dagens affaldsproduktion og nøjes med en enkelt tur til affaldsindkastet om dagen.