Hjælp din fejemand

Medarbejderne fra afdelingen for gaderenhold holder byen ren sammen med byens 190.000 beboere.

Hold god afstand, når fejemaskinen arbejder
Chaufføren på fejemaskinen skal koncentrere sig meget, når han skal manøvrere rundt mellem fodgængere, cyklister, biler, cykelstativer, skilte, lavthængende baldakiner og meget mere uden at støde ind i noget eller nogen. Fejemændene kan mange historier om nærgående folk, der har fået snørebåndet i maskinens fejekoste eller bilister, der har kørt så tæt på en fejebil, at sidespejlet på bilen er røget.

Læg dit affald i en affaldskurv
Hver gang du smider noget et tilfældigt sted, er der en anden, der skal samle det op. Ikke mindst cigaretskod, der falder ned i rillerne i belægningen, er meget besværlige og dyre at få samlet op: Københavns Kommune har beregnet, at det koster 1 krone for et cigaretskod. Og i sidste ende er det jo os alle sammen, der skal betale for rengøringen - penge som kunne bruges meget mere fornuftigt andre steder i kommunen.

Vis forståelse, når vi spærrer vejkanten
Det er vanskeligt at feje, når der er parkerede biler. Ind imellem er det derfor nødvendigt at spærre for parkering på strækninger, hvor der ofte står biler parkeret.

Hjælp med at holde rent
Jo mindre affald, der smides, jo renere bliver byen. I områder, hvor der er cafeer eller restauranter med udendørsservering, ved pizzariaer og lignende, vil det være en stor hjælp, hvis både de forretningsdrivende og kunderne selv hjælper med at holde rent.