Deklaration af deponeringsegnet affald

Alle affaldsproducenter er forpligtet til at sikre, at affald, der afleveres til deponering, er grundlæggende karakteriseret. Derfor sakl der være en beskrivelse af affaldets egenskaber m.v. for alle læs affald, der afleveres til deponering, uanset hvilken affaldsklasse affaldet tilhører.

Beskrivelsen af affaldet sker på en deklaration, der skal udfyldes af affaldsproducenten - se den her www.affaldsdeklaration.dk

Affaldsklasser

Som noget nyt inddeles deponeringsegnet affald i 4 såkaldte affaldsklasser. Disse er:

Inert
Mineralsk
Blandet
Farligt

Det deponeringsegnede affald kategoriseres i ovenstående klasser på baggrund af affaldet egenskaber. Affaldets egenskaber fastlægges ved en grundlæggende karakterisering, som i store træk er en udvidet beskrivelse af affaldet. Inert, mineralsk og farligt deponeringsegnet affald skal ydermere underkastes udvidede analyser for affaldets kemiske sammensætning og udvaskningsegenskaber. Der gælder forskellige tidsfrister for kravene til disse udvidede test (se nedenfor). For blandet deponeringsegnet affald er der ikke krav om udvidede tests.

Se EAK-koderne på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Hvem gør hvad?

Det er affaldsproducenten, som skal deklarere sit deponeringsegnede affald. Det er affaldsproducenten, der kender affaldet og hvad der er lagt i fx en større container. Dette betyder også, at en transportør eller chauffør ikke kan deklarere deponeringsegnet affald på vegne af en virksomhed.

Alt deponeringsegnet affald skal deklareres forud for aflevering til deponering og ONM skal godkende og acceptere modtagelse af det deponeringsegnede affald. Deponeringsegnet affald, som ikke er deklareret og accepteret før aflevering, skal afvises ved vejerboden.

ONM gennemgår og vurderer tilsendte deklarationer/karakteriseringer. Såfremt affaldet kan accepteres til deponering, vil der blive udstedt en deklaration med stregkode til affaldsproducenten. Denne deklaration/stregkode skal benyttes ved indvejningen af affaldet. Såfremt deklarationen ikke medbringes, kan affaldet ikke afleveres og vil blive afvist ved vejerboden.

Affald inspiceres med kamera ved indvejningen samt ved aflæsning. Såfremt affaldet ikke stemmer overens med den medfølgende deklaration, vil affaldet blive afvist.

Deponeringsegnet affald, der ikke er sorteret korrekt i henhold til modtagekrav eller anvisninger i forbindelse med accept af affaldet, vil blive afvist.

Sagsgangen er som følger:

1. Affaldsproducent deklarerer sit affald via ONM´s hjemmeside
2. ONM modtager deklarationen og vurderer denne
3. ONM giver accept eller afviser modtagelse af affaldet
4. Der sendes e-mail vedhæftet deklaration med stregkode eller afslag
5. Affaldsproducenten afleverer deklaration til transportøren, når denne afhenter affaldet
6. Transportøren benytter deklaration/stregkode ved indvejning af affaldet
7. ONM kontrollerer affaldet og sammenholder det med deklarationen
8. Ved accept af affaldet udstedes en kvittering (vejebon) for affaldet
9. Ved afvisning skal transportøren fragte affaldet tilbage til affaldsproducenten, som skal sortere affaldet.
10. Ved afvisning er ONM forpligtet til at informere deponeringsanlæggets tilsynsmyndighed, affaldsproducenten og hjemkommunen om afvisningen og årsagen hertil.

Test af deponeringsegnet affald

Som nævnt ovenfor skal deponeringsegnet affald tilhørende affaldsklasserne inert, mineralsk og farligt affald fremover testes med henblik på en dokumenteret beskrivelse af affaldets sammensætning og udvaskningsegenskaber.

Affaldsproducenter med deponeringsegnet affald tilhørende ovenstående klasser vil få udarbejdet prøvetagningsprogrammer af ONM´s tilsynsmyndighed, som er Miljøcenter Odense. Kravet til test af inert og farligt affald er gældende fra 1. januar 2010.

For mineralsk affald gælder det, at dette affald først skal testes for beskrivelse af affaldets sammensætning og udvaskningsegenskaber efter 1. juli 2011.

Blandet deponeringsegnet affald skal ikke testes. 


 

Løbende deklaration - samme type affald hver gang

Virksomheder, der frembringer veldefineret og entydigt affald, kan udfærdige en løbende deklaration, som kan anvendes ved hver aflevering af affaldet. Løbende deklarationer udarbejdes for en begrænset periode. Hvis der klikkes af i "Flere løbende leverancer", når affaldsdeklarationen oprettes, så udarbejder systemet en løbende deklaration.

 

Husk stregkoden

Når ONM har godkendt modtagelse af dit deklarerede affald, får du tilsendt en stregkode på brugerens oplyste e-mail adresse. Denne stregkode skal benyttes ved indvejningen af affaldet. Din affaldstransportør skal derfor medbringe denne, når affaldet skal indvejes.