En tredje spand?
22. oktober 2009
Eddikeflasken, tomatdåsen, kødbakken og plasten omkring småkagepakken får nu forsøgsvis deres egen beholder.
Genbrug gavner
I Odense har vi to affaldsbeholdere: En til papir og en til restaffald. På den måde kan papiret genbruges – og det er sund fornuft. Men dåser og plastflasker kan også genbruges. Nogle er ihærdige og samler emballagen og kører det på genbrugsstationen. Men mange benytter den nemme løsning og smider det i spanden til husholdningsaffald. Det går hurtigt, men i forhold til miljøet er det ikke særlig hensigtsmæssigt. Odense Renovation har derfor regnet på, om en ordning med en tredje spand til emballager er en god ide, og det tyder beregningerne på, at det er.
Forsøg med emballage
Et forsøg med indsamling af emballage bliver derfor sat i værk i udvalgte områder i Odense, nærmere bestemt Åløkkekvarteret, Søhusområdet, Æbleparken og på H.C. Ørsted kollegiet. Samtidig bliver der lavet forsøg med indsamling af pap.
Forsøgene skal vise, om det kan betale sig økonomisk, og om det som ventet giver bedre udnyttelse af ressourcerne til gavn for klima og miljø.
Et andet vigtigt mål er at højne serviceniveauet – og derfor vil man lægge stor vægt på brugernes tilbagemeldinger.
Forsøget vil køre fra december og et år frem. Alle deltagere i forsøget får nærmere information i oktober.