Tak til kunderne i 2009

07. april 2010
Odense Renovation takker kunderne for godt samarbejde i 2009. Nedenfor følger 10 skarpe skud fra statistikker på genbrugsstationerne.

 

• Over 903.000 besøgte Odenses 8 genbrugsstationer i 2009 – og de afleverede i alt 79.755 ton affald.

• April var den måned, hvor der kom flest besøgende på genbrugsstationerne, i alt 120.683 mod 96.982 besøgende i 2008.

• Maj var den måned, hvor der kom mest affald, i alt 9.797 ton.

• Genbrugsstationen ved Bilka var den mest besøgte, med 181.589 besøgende i 2009, til gengæld havde de kun 70 kg med pr. besøg.

• På genbrugsstationen i Havnegade kom der ”kun” 125.706 besøgende, til gengæld havde de 135 kg med pr. besøg (der modtages også affald fra mindre erhvervsdrivende som den eneste station i 2009).

• Genbrugsprocenten var i 2009 stadig meget høj, 84 % af alt affald fra genbrugsstationerne gik til genbrug (en stigning på 1 %), 12 % gik til forbrænding og kun 4 % blev deponeret.

• Den samlede mængde affald, som de private husstande fik afhentet af skraldemanden + afleveret på genbrugsstationerne, var 146.515 ton, hvoraf 58 % gik til genbrug, 40 % til forbrænding og kun 2 % blev deponeret.

• Der blev i 2009 indsamlet 2.4 mio. flasker i Odense, af dem var 919.598 hele og kunne godkendes til genfyldning, de resterende 63 % var ukurante flasker og skår, som gik til produktion af nye flasker.

• For 2. år i træk, blev der registreret et fald i mængden af affald, afleveret på genbrugsstationerne. Hele 2.602 ton blev der afleveret mindre i 2009 i forhold til 2008. Et fald på 3 % som er næsten identisk med det fald, der skete i året 2008 i forhold til 2007.

• På grund af faldende priser på genbrugsvarerne, steg renovationsafgiften i Odense med 3 % pr. 1. januar 2010. Den første stigning i 10 år, hvilket er særdeles glædeligt, især da antallet af nye servicetilbud er gået betydeligt i vejret.