Tekstilcontainer på genbrugsstationerne

21. juli 2017
Nu kan du aflevere dit slidte tøj til genanvendelse i container nr. 36 "Tekstiler" på genbrugsstationerne.

Det er nu muligt at aflevere nedslidt tøj eller andre tekstiler til genanvendelse på alle Odenses 8 genbrugsstationer. Beholderen er nummer 36 ”Tekstiler” og placeret tæt på Småt brændbart-containeren.

Hvorfor er det så vigtigt at genanvende tekstil?
Hver dansker bruger i gennemsnit ca. 16 kg tekstiler pr. år. Det meste havner i dagrenovationsbeholderen eller i Småt Brændbart-containeren, som begge ryger til forbrænding. Dette har en enorm miljøpåvirkning. Ved genanvendelse af tekstil undgår vi at skulle bruge mange ressourcer på produktion af nye tekstiler. Til produktion af nye tekstiler bruges store mængder vand, energi og kemikalier, som også udgør risiko for både miljø og menneskers sundhed.

Hvad bruges tekstil til?
Tøjet sendes videre til aftager, som herefter står for en yderligere sortering. Det tøj som vurderes for brugbart bliver sendt til mindre udviklede lande, mens udtjente tekstiler genanvendes som materiale i nye tekstilprodukter. Der er et stort miljømæssigt potentiale i at genanvende tekstiler som materiale til nye produkter – klude, isolering, fyldstof, flyttetæpper, bokspuder, foring – eller som råstof til produktion af nye tekstiler -  nye garner, viskose osv.

Hvad må komme i containeren for Tekstil?
Udtjent og slidt tøj
Gardiner
Handsker
Hatte
Huer
Håndklæder og viskestykker
Klude
Bamser
Læder
Overtøj (sommer og vinter)
Plaider
Tørklæder
Tasker
Sko (kun hele par sammen i pose)

Tekstilerne skal afleveres i en klar plasticpose/sæk, og tekstilerne skal være tørre og rene.
Af sikkerheds- og hygiejniske årsager skal tekstilerne afleveres tørre, rene og i klare plasticposer, da de sorteres af personale bagefter.

Nej, tak til
Dyner
Puder
Kludetæpper
Gulvtæpper
Garnrester.

 Skal afleveres i Småt Brændbart.