Mobil affaldsguide
Med mobilen ved hånden kan du altid finde den nærmeste flaskecontainer eller genbrugsstation. Du kan også blive guided rundt på Stige Ø på historisk eller naturmæssig rundtur.
Sådan gør du
Send SKRALD til 1919, og du vil modtage link til det gratis program MyWay. Hent det, og følg brugsanvisningen, så får du Odense Renovations mobilguide på din mobiltelefon.
Har du en I-phone, ligger applikationen klar til download i App Store.
Hvad kan man bruge Mobilaffaldsguiden til?
Har man brug for at se åbningstider og adresser på genbrugsstationer, kundeservice osv., kan man finde dem i mobilguiden.
Ligeledes kan man se et kort, hvor både ens egen placering og den nærmeste flaskecontainer eller genbrugsstation er placeret. Mobilguiden kombinerer således kortfunktion med gps-oplysninger, så man kan få ruten til den nærmeste flaskecontainer eller genbrugsstation vist på kortet.
Der videreudvikles i øjeblikket på Mobilguidens kort og navigations-funktion, idet det er målet at få ruten beskrevet trin for trin, som vi kender det fra Kraks ruteplanlægning.
Stige Ø på mobilguiden
Et andet menupunkt handler udelukkende om Stige Ø, og her er tekst og ide udviklet i samarbejde med Fjordens Dag og Odense Kommune. Emnerne dækker bredt - herunder er liste nogle:
Affaldsteknik
Man hører historier om gasopsamlingen fra affaldet deponeret på øen i dens tid som losseplads, om perkolatopsamling (forurenet vand), drænbrønde og andet teknisk, affaldsmængder under jorden, og om affaldshistoriske interessepunkter på øen.
Historie
Her fortælles om mågejagt på lossepladsen, om byens flotte badehotel på Stige Ø, og om Sortehusenes historie.
Natur
Er man mere interesseret i naturen på øen, er der tekst og billeder om de mest gængse planter, om sangfugle, rovfugle, fjordfugle, sommerfugle - og muslinger.
Nyttig information
Her vises oversigt over toiletter på øen, og regler for færdsel på øen skitseres.
Sport, leg og hygge
Mange ved ikke, at man faktisk kan overnatte i shelter på Stige Ø - og ovenikøbet booke shelter til en helt skoleklasse. At man kan booke en guided rundvisning ved en naturguide på øen, er også de færreste bekendt. Om det og meget mere kan man læse under "Sport, leg og hygge". Er man interesseret i at opleve øen på hjul, er der også mere info at hente her.
Udsigten fra Stige Ø
Hvad er det egentlig, man ser, når man rejser blikket fra blomster og sommerfugle og kigger ud i horisonten? Udsigten mod alle verdenshjørner er beskrevet i både tekst og billeder.
Ruteplanlægning
Mobilaffaldsguiden er som nævnt under udvikling, og det forventes, at næste trin bliver ruteplanlægning. Ruteplanlægningen vil også indebære stier og cykelstier på Stige Ø, så man let kan skabe sig et overblik over distancer, inden man trækker børnene med fra nordspidsen til sydspidsen, eller når man i hast skal finde det nærmeste toilet. Denne udvidelse forventes færdig i løbet af 2011.
Om Mobilguiden MyWay
Når man downloader eller henter Mobilguiden, får man en pakkeløsning, hvor der udover Odense Renovation også er en mobilguide fra Odense Kommune - hvor du kan finde den nærmeste golfbane, planlægge en kulturrute for børn, se skulpturer, museer osv. - Visit Assens og Krak, og nye interessenter kommer løbende på.
Kom med dine ideer
Vi hører gerne fra dig, hvis du har ideer til, hvilke funktionaliteter der kunne være nyttige eller sjove at få med i Odense Renovations mobilaffaldsguide.