Odense Renovation på Blomsterfestival

Traditionen tro kan du møde de tre forsyningsselskaber VandCenter Syd, Fjernvarme Fyn og Odense Renovation i Miljøteltet på året Blomsterfestival.

11. august 2022

Leg dig til grøn viden til årets Blomsterfestival
Byg et insekthotel i genbrugsmaterialer, eller lær mere om vand, varme og affald, når de tre forsyningsselskaber, Fjernvarme Fyn, VandCenter Syd og Odense Renovation, inviterer indenfor i Miljøteltet til årets Blomsterfestival.
Ved årets Blosterfestival den 18.-21. august forvandles byen endnu engang til et stort blomsterhav - i år under temaet ”Den eventyrlige have.”
I Miljøteltet ved Odense Domkirke sætter byens forsyninger fokus på bæredygtighed og grøn omstilling – særligt med fokus på dét, du selv kan gøre.


To fluer med ét smæk – insekthotel af genbrug

Én af de ting, du kan gøre i den egen have, er at hjælpe biodiversiteten på vej. Ved Miljøteltet kan du i år bygge et femstjernet insekthotel til havens beboere og gæster. Forsyningerne stiller genbrugsmaterialer til rådighed. På den måde kan du give naturen en hjælpende hånd, samtidig med at du giver nyt liv til resttræ, gamle mursten og andre ting fra genbrugsstationen. Insekthotellet kan nemlig forbedre levevilkårene for insekter og smådyr i din have.

”I Miljøteltet vil vi gerne give inspiration til, hvordan den enkelte selv kan bidrage til den grønne omstilling – og hvordan vi sammen skaber et mere bæredygtigt samfund”, fortæller Morten Glasius, funktionsleder for Kommunikation ved Odense Renovation.

Derfor kan man også i teltet få mere viden om, hvordan de tre forsyninger hver især arbejder med den grønne omstilling.

 

Miljøsjov for hele familien

VandCenter Syd står klar med lortebasket; et alternativt kastespil, hvor man skal skelne i mellem, hvad der må – og ikke må - skylles ud i toilettet; og en vandquiz, hvor man bl.a. skal gætte, hvor mange liter vand en dansker bruger om dagen – og måske drypper der også lidt inspiration af til selv at spare på vandet.


Ved Fjernvarme Fyn kan både børn og voksne dreje på lykkehjulet og quizze om fjernvarme, insekter og biodiversitet. Svarer du rigtigt, kan du vinde vilde blomsterfrø eller seje insekttatoveringer og -klistermærker.


Hos Odense Renovation kan du i år ikke kun høre om sortering, og hvad der sker med affaldet. Du kan også blive klogere på, hvad affaldsforebyggelse er – og hvordan du selv kan lave mindre affald til gavn for klima og miljø. Miljøteltet har åbent fredag, lørdag og søndag i Blomsterfestivalens åbningstid.