15. december 2022
Juletiden bringer en masse hygge, men også en masse forskellige typer affald. Her får du en lynguide til, hvordan julens affald skal sorteres:
Gavepapir og gavebånd
Når gaverne er pakket op, er det en god ide at samle gavepapir og gavebånd i en klar plastsæk. I stedet for at sækken med gavepapir og bånd fylder i beholderen til restaffald, så kan du tage den med på genbrugsstationen og aflevere den i containeren til "Rest efter sortering". Hverken gavepapir eller gavebånd egner sig til genbrug, medmindre du gemmer det til gaverne næste år.
Flamingo
Har du fået en gave, som er beskyttet af flamingo, og ved du ikke lige, hvor det skal hen? På genbrugsstationerne har vi en container til flamingo - det er der, det skal i.
Når du har sorteret flamingo, kan det bruges til produktion af nye flamingoemballager, men det kan også bruges til isoleringsmateriale i vægge, lofter og gulve. Ved at genbruge flamingoen kan man spare på andre ressourcer, som fx mineral uld, der typisk bruges til isolering.
Fedt fra anden eller flæskestegen
Er det dig, som står for tilberedning af and eller flæskestegen til jul, så husk at fedtet fra den gode julemad ikke må hældes i vasken - det klumper sig nemlig sammen i kloakkerne, og det er ikke godt for dine afløb. Held fedtet i en plastbakke og lad det tørre. Når fedtet er tørt, kan du nemt få det over i den grønne pose til madaffald. Derved er du med til at give andefedtet nyt liv - det bliver nemlig til biogas.
Øl- og sodavandsdåser
Har I været en tur over grænsen for at købe øl- og sodavandsdåser til julefrokosten eller julefesten, skal dåserne afleveres i beholderen til glas & metal. I juledagene kan der være ekstra mange dåser, og man kan med fordel samle dem alle i en plastsæk og køre dem på genbrugsstationen. På genbrugsstationen skal de afleveres i containeren, der hedder "Drikkedåser". Dåserne genanvendes og bruges til produktion af nye cykler, pander eller helt nye dåser.
Vinflasker, sildeglas, marmeladeglas el.lign.
Har du snapseflasker, vinflasker, sildeglas eller noget helt fjerde af glas, har du flere muligheder for at komme af med det. Du kan aflevere dem i beholderen til glas & metal derhjemme, eller ligesom med drikkedåserne kan du også samle glas og flaskerne i en sæk og køre på genbrugsstationen. Glas og flasker skal afleveres i containeren til "Glas". Glasset smeltes om og bliver til nye glasprodukter.
Juledekoration
Ingen jul uden en juledekoration. Juledekorationen består typisk af ler, gran og pynt. Pynten kan du med fordel gemme til næste år, mens grannet skal på genbrugsstationen i containeren til haveaffald.
Julekalenderen
Er din julekalender tømt for godter, skal du være opmærksom på, at den både består af plastik og pap, hvorfor du skal skille den ad, hvis det er muligt. Plastikken kan afleveres i beholderen til plast og mad- & drikkekartoner, mens pappet kan komme i din beholder til papir & småt pap.
Julekort
Hvis du ikke længere vil beholde dit julekort, er der forskellige måder, hvorpå du skal sortere det – alt efter hvilke materialer som det er lavet af. Består dit julekort udelukkende af papir, skal det i beholderen til papir & småt pap. Er der pynt på dit julekort i form af glimmer eller andre ting, skal det i beholderen til restaffald. Hvis der er et batteri i dit julekort, skal det afleveres enten afleveres i den røde kasse til farligt affald og småt elektronik eller på genbrugsstationen til elektronik.
Julekugler
Julekugler pynter juletræet så kønt, men af og til falder kuglerne ned på gulvet og bliver desværre ødelagt. Ødelagte julekugler skal afleveres til "Deponi" på genbrugsstationen.
Juletræet
Når juletræet har mistet pusten efter en hæsblæsende jul, kan du aflevere det på genbrugsstationen i containeren til "Haveaffald". Haveaffaldet omdannes til kompost på Odense Nord Miljøcenter.
Lyskæder
Lyskæder er i den grad med til at bidrage til julehyggen, men desværre kan de også gå i stykker. Er dette tilfældet, skal de afleveres på genbrugsstationen i elektronik, hvor genbrugsvejlederne nok skal hjælpe dig.
Fyrværkeri
Når nytårsfesten er slut og nytårskrudtet er skudt af, så husk at få ryddet op. Afskudt fyrværkeri skal i beholderen til restaffald, da det ikke kan genbruges.
Uaffyret fyrværkeri (lovligt naturligvis) kan afleveres på modtagepladsen for farligt affald på genbrugsstationerne Snapindvej og Havnegade.
Når vi sorterer mere affald, sparer vi på jordens ressourcer og hjælper miljøet.
Julens helligdage giver ændrede åbningstider for genbrugsstationerne og administrationen - se dem her
Helligdagene kan også give ændringer i dine normale tømmedage, så husk at tjekke din tømningskalender og se, hvornår vi kommer forbi dig - se mere her
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og godt nytår! :-)