Kompostdag sidste lørdag i april

Kompost er en lækkerbisken for haven - forkæl din græsplæne, blomster og buske med en vitaminrig kompost - den sidste lørdag i april kan du hente det ganske gratis på Odense Nord Miljøcenter.

Pølser til maven og kompost til haven

Lørdag den 28. april bliver årets kompostdag traditionen tro afholdt på Odense Nord Miljøcenter, Strandløkkevej 100, 5270 Odense N. Her forærer Odense Renovation kompost væk og er samtidig vært for aktiviteter for børn og voksne - samt lidt godt til ganen.

 

Det haveaffald, som borgerne i Odense har afleveret på byens 9 genbrugsstationer, er nu omdannet til kompost og kan på kompostdagen afhentes gratis. Naturligvis efter først til mølle princippet.

 

Det er altid en festlig dag, hvor man når traileren er fyldt, kan stoppe på teltpladsen og få en grill-pølse, få pulsen op i hoppeborgen eller se udstilling af det nyeste indenfor affaldssortering. 

 

 

Få en rundtur med bus på Odense Nord Miljøcenter

Besøgende kan få en rundtur på en af europas mest moderne og miljørigtige lossepladser. Her vil man få et indblik i de mange spændende aktiviteter på pladsen, som man normalt ikke skænker en tanke - herunder opsamling af gas fra affaldet. 

 

Køb kompost når du vil

Til dagligt kan komposten købes på genbrugsstationen i Havnegade i åbningstiden eller hos Odense Nord Miljøcenter. Se mere her.