Områderne der suges affald fra

Her kan du se de områder, der er koblet på det centrale affaldssug. Nogle af områderne står færdige og får allerede suget affaldet væk - på andre områder er byggeriet knap i gang.

Fra stor by til storby

Odense er en by i udvikling fra en stor by til en storby. Der bygges i disse år boliger til flere tusinde ekstra beboere, og mange af boligerne ligger i bymidten. Da pladsen er begrænset i disse nye områder, valgte byrådet i januar 2014, at der til disse områder skulle etableres et centralt affaldssugeanlæg i Enggade. Med det moderne system opbevares affaldet under jorden og suges væk til et affaldssugeanlæg, som ligger i Enggade kun få 100 meter væk fra ODEON. 

 

Thomas B. Thriges Gade

Hvor der før var parkeringspladser ved musikhuset, ligger der nu et nyt musikhus, et konservatorium og et kollegium. Hvor Thomas B. Thriges Gade tidligere gik fra den katolske Vor Frue Kirke og ned til havnen, er halvdelen af gaden nu lukket og under omdannelse til ny bydel med butikker, cafeer og mere beboelse. Det forventes, at op mod 450 lejligheder kobles på systemet, og derudover vil bofællesskaber og butikker i området også blive koblet på. 

 

Havnen

På havnen bygges der også mange boliger, og der bygges højt. Havnen har i de seneste år gennemgået en stor forvandling og er blevet et samlingssted for private og erhvervsdrivende. Havnen rummer nu en masse af liv og aktiviteter, hvor flotte etagebyggerier og erhverv er kommet til, og udviklingen fortsætter de kommende år. Det forventes, at ca. 1.500 nye boliger vil blive koblet på systemet. 

 

Østerbro

Østerbro-kvarteret er ligeledes et kvarter i forvandling. Den tidligere Coop-grund med møbellager og kontorer skal bebygges med 300 boliger fordelt på 210 lejligheder og 90 rækkehuse. Byggeriet bliver mellem 2 og 4 etager højt og vil få et samlet areal på omkring 37.000 m2. Østervangen, som den nye bydel er blevet kaldt, vil favne bredt, og lejlighederne vil variere fra studieboliger, til familier, par og enlige.   

Hjørnet af Østre Stationsvej/Rugårdsvej

Byggeriet på hjørnet af Østre Stationsvej og Rugårdsvej er godt igang. Når bebyggelserne står færdige, vil op mod 1.100 nye boliger være koblet på det centrale affaldssug. 

Udvidelse af sugeområderne

By- og Kulturforvaltningen og Odense Renovation A/S indstillede i oktober 2017 et forslag til Odense Byråd om at udvide det centrale affaldssug med flere bebyggelser, der ligger langs sugeledninger af de 4 hovedområder. Det drejer sig blandt andet om bebyggelser ved Hans Tausens Gade, Pjentedamsgade, Toldbodgade og Havnepladsen.

Indstillingen om udvidelse af sugeområderne er herefter blevet vedtaget af Odense Byråd, og tilkoblingen af de nye boliger vil betyde, at ca. 5.000 husstande vil være koblet på det centrale affaldssug, når systemet er fuldt udbygget.