Hvorfor ny affalds-indsamlingsordning?

I løbet af 2019 indfører vi en ny affaldsindsamlingsordning i Odense Kommune. Det bliver fremover let at sortere mere affald til genanvendelse, da vi henter det ved husstanden.

50 % genanvendelse som nationalt mål i 2022

I de kommende år vil der ske ændringer i forhold til affaldsindsamlingsordningen for alle husstande i Odense Kommune. Mængden af affald, der sorteres fra til genanvendelse hjemme ved husstanden, skal øges, og det skal blandt andet være nemmere at sortere og få afhentet genanvendeligt affald direkte ved husstanden. Folketinget har besluttet, at Danmark i 2022 skal genanvende 50 % af husholdningsaffaldet. Med dette sikres en bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet til gavn for klima, miljø og kommende generationer.

 

Beslutning truffet på byrådsmøde 20. juni 2018

Beslutningen om at den nuværende indsamlingsordning for husholdningsaffald skal ændres til en ny og mere effektiv med større fokus på genanvendelse blev truffet på byrådsmøde 20. juni. Efter denne beslutning går det store arbejde nu for alvor i gang, hvor der skal indkøbes nye beholdere og nye biler med mere. Da det er et større maskineri, der skal sættes i gang og gøres klar, kommer vi ind i forsommeren 2019, før den nye indsamlingsordning startes op ved den første husstand i Odense.  

 

Erfaringer fra forsøg med mere sortering

Odense Kommune og Odense Renovation A/S har fra oktober 2016 til oktober 2017 gennemført forsøget ”Sorter Mere” med husstandsindsamling af genanvendeligt affald i 8 forskellige områder i Odense Kommune. Forsøget har givet en masse erfaringer, blandt andet om indsamlingsmængder, kundetilfredshed, sortering osv. Odense Byråd har blandt andet på baggrund af de indsamlede erfaringer fra forsøget truffet beslutningen om den fremtidige indsamlingsordning for hele kommunen.

 

For udlejere: Rådgivning om nedgravede affaldsløsninger ved etageejendomme

Boligforeninger og andre udlejere kan have brug for rådgivning omkring nedgravede affaldsløsninger. De modtager et brev i e-Boks, som fortæller lidt mere om den nye ordning- og har man spørgsmål i forhold til mulighederne for at etablere nedgravede affaldsløsninger, er man velkommen til at kontakte kommunikation@odenserenovation.dk.

Vi udfaser på sigt sugebilerne til dagrenovation og overgår til krantømning af alle nedgravede affaldstyper. Dermed stilles der ikke længere krav til at indkøbe løsninger, der både kan tømmes ved hjælp af sug og kran. Mobilsugebilen til vaccumtanke vil stadig være i normal drift.

 

Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål eller kommentarer, så skriv til Odense Renovation på info@odenserenovation.dk.

 

Vi lægger nye oplysninger herud på hjemmesiden løbende.