Zirkel fejrer 5 år med stærke resultater for klimaet

De seneste fem år er mere end 2000 ton ressourcer blevet indsamlet på genbrugsstationerne - og har fået nyt liv gennem Odense Renovations genbrugskoncept Zirkel.

12. august 2025

Siden åbningen i 2020 har Zirkel spillet en central rolle hos Odense Renovation, for at få direkte genbrug til at blive en naturlig del af hverdagen for odenseanerne.

Den 15. august 2025 markerer Zirkel sit 5-års jubilæum med en festdag og gode tilbud i Zirkelbutikken.

 

Rivende udvikling
De seneste 5 år har Zirkel været igennem en rivende udvikling – både i forhold til kendskab, omsætning og i særdeleshed genbrugsmængder. I 2024 blev der indsamlet over 724 ton til direkte genbrug - og alene i første halvdel af 2025 er yderligere 503 ton allerede kommet ind. Klimagevinsten ved at distribuere ting og sager via Zirkel sparede 2657 ton CO₂ i 2024. 

Borgerne afleverer genbrugsting i Zirkel-containere på genbrugsstationerne – og herfra bliver de fragtet hen på det 1000 m² store fælleslager, som er åbent til de ugentlige populære lagersalg, hvor der ofte står mellem 100-200 mennesker i kø, når dørene åbnes.

Fælleslageret er også tilgængeligt for foreninger, velgørende organisationer, børnehuse, skoler og kunstnere, der kvit og frit henter genbrugsting. Igennem årene er flere kreative samarbejder opstået – og seneste skud på stammen er indretningen af et butikslokale for odenseanske iværksættere, hvor designkonceptet er baseret på genbrug fra Zirkel.

 

De store mængder er ikke kun en succes
At indsamle store mængder til direkte genbrug er en vigtig milepæl, men det er også nødvendigt at se på, hvad der sker med tingene, som kommer ind - og hvorfor mængden er så stor. Det er nemlig ikke alt, der kan genbruges, og derfor er det afgørende, at borgerne i højere grad bliver bevidste om forbrug – og bruger det, de allerede har og undgår at anskaffe nyt. Genbrug er nemlig ikke et fripas til overforbrug.

Odense Renovation vil i de kommende år arbejde endnu mere med affaldsforebyggelse og øge genbrugsmængderne. Der er nemlig store ambitioner og flere initiativer i støbeskeen, som skal nudge odenseanerne til mere genbrug og et grønnere forbrug.

 

 

Fakta om Zirkel

Siden august 2020 har Odense Renovation indsamlet ting og sager til direkte genbrug gennem vores koncept Zirkel.

På alle genbrugsstationer står en container til genbrugelige effekter, som borgerne benytter til de gode ting, som de måtte have i overskud. Containerne tømmes på Zirkels fælleslager. Her kan velgørende organisationer, børnehaver, skoler og foreninger hente genbrugsting til butikker eller projekter.

Siden 2020 er der blevet indsamlet mere end 2000 ton til direkte genbrug:

2021 - 171,500 ton

2022 - 325,884 ton

2023 - 337,023 ton

2024 - 724,624 ton

2025 - 508,513 ton (til og med juni)

Genbrugstingene kan købes i Zirkels butik tirsdag-søndag på Højvang 40 i Næsby – og hver fredag, lørdag og søndag er der adgang for alle til fælleslageret .

Borgerne i Odense kan aflevere til direkte genbrug på alle 8 genbrugsstationer – og de kan også få afhentet stort genbrug (fx sofaer, borde og stole) derhjemme via vores henteservice.