11. maj 2026
En milepæl er nået og en pris vundet
Hos Odense Renovation rapporterer vi de forskellige indsatser, vi har gjort i det forløbne år, inden for miljø (E), samfund (S) og ledelse (G).
I ESG-rapporten kan du blandt andet læse, at vi i 2025 nåede en milepæl – nemlig at vi for første gang har haft mere genanvendeligt husholdningsaffald end restaffald.
Vi kom op på en reel genanvendelsesprocent på 58,6 %. Dermed er vi også tæt på EU’s grønne pagt-målsætning om at opnå en reel genanvendelsesprocent på 60 % i 2030.
Og så har Zirkel haft et godt år, idet vi blev kåret som Byens Grønneste Initiativ hos Byens Bedste. Samtidig har vi kunnet fejre vores femårsjubilæum i 2025, hvor vi har modtaget 630 ton brugbar genbrug – i 2024 lå det tal på 500 ton.
Affaldsforebyggelse og mere til genbrug og genanvendelse
Et centralt fokus for Odense Renovation er at løfte affald og genbrug så højt op i affaldshierarkiet som muligt – og det kan man faktisk se konkrete eksempler på flere steder i kommunen.
I 2025 åbnede vores første nærgenbrugsstation i Kongensgade og i Skibhuskvarteret åbnede vores første bytteboks – begge to en del af vores koncept om Fremtidens Genbrugsstruktur – og begge to taget godt imod af odenseanerne.
Derudover er der sket en stigning fra 2 % til 3 % i det affald fra genbrugsstationerne, som går til direkte genbrug.
Det er selvfølgelig positivt, men generelt bliver der indsamlet for lidt til genbrug i landet.
Derfor vil vi afprøve flere nye tiltag med Fremtidens Genbrugsstruktur for at højne procentdelen af genbrug og genanvendelse.
Du kan læse hele rapporten her: Odense Renovations ESG_rapport 2025