15. juni 2026
Medarbejdere og borgere i farezonen
Vi har igennem længere tid oplevet flere tilfælde, hvor asbestaffald fejlagtigt er blevet afleveret på genbrugsstationerne. Dermed risikerer både medarbejdere og borgere på genbrugsstationerne at blive udsat for farlige asbestfibre.
Også chaufførerne, der transporterer containere videre til affaldsbehandling, risikerer at komme i kontakt med asbestfibrene, hvis det ligger gemt blandt andet affald - fx når chaufførerne manuelt åbner og lukker containere.
"Det er uacceptabelt, at forkert aflevering af asbestholdigt affald udsætter både medarbejdere, borgere på genbrugsstationerne og chauffører for sundhedsrisici. Det betyder også, at vi hver uge må kassere omkring to containere på grund af fejlsortering," siger Lars T. Hansen, Chef for Genbrug & Transport ved Odense Renovation.
To containere om ugen må skrottes
Situationen er så alvorlig, at Odense Renovation hver uge må skrotte gennemsnitligt to containere fra genbrugsstationerne, fordi de indeholder asbestholdigt affald. Det er op mod 15 tons beton, som hver gang må køres til nedgravning fremfor at blive genanvendt. Så udover at det skaber utryghed og farlige situationer for medarbejderne, så har fejlsorteringerne også store negative konsekvenser ud fra et miljømæssigt og økonomisk perspektiv.
Asbeststøv kan give flere former for kræft
Asbest er et sundhedsskadeligt materiale, som kræver særlig håndtering. Asbeststøv- og fibre kan medføre risiko for flere former for kræft - og selv små asbestfibre kan have store konsekvenser for menneskers sundhed og ikke mindst for miljøet. Derfor gælder der særlige regler for aflevering af asbestholdigt affald, som vi alle har pligt til at overholde.
Sådan afleverer du asbestholdigt affald korrekt
Der findes flere muligheder for at komme af med asbestaffald på en sikker måde:
- Odense Renovation har en henteordning, hvor man kan få hentet asbestaffaldet hjemme ved husstanden.
- Asbestholdigt affald (uanset mængde og stand) kan afleveres på Odense Nord Miljøcenter.
- Max 5 hele asbestplader kan afleveres på genbrugsstationen i Havnegade.
I alle tilfælde gælder der regler for emballering af asbestaffaldet, som varierer afhængig af, om der er tale om hele eller knækkede plader.
Ved at følge reglerne beskytter du både dig selv, andre borgere, vores medarbejdere og miljøet mod unødig risiko.
Læs mere om reglerne for emballering og de forskellige afleverings- og henteordninger på www.odenserenovation.dk/asbest