zirkel - nyt genbrugsunivers

Lørdag den 15. august åbnede Odense Renovations nye genbrugsunivers, zirkel. Læs her om det nye genbrugsunivers på Højvang 40 i Næsby.

Ting fra genbrugsstationen får nyt liv

I det nye genbrugsunivers kan man få øjnene op for mulighederne i affald og i de mange fine ting som kommer ind fra genbrugsstationerne i Odense. Zirkels ”hjerte” er butik zirkel, hvor ting fra genbrugsstationernes container 27 ”Genbrugelige effekter” sælges i lokaler, der er fyldt med genbrug og upcycling. I de tilstødende lokaler finder man fælleslageret, hvor humanitære organisationer skiftevis henter ting til videresalg i deres genbrugsbutikker. Ambitionen er også, at zirkel skal være et kreativt idehus, hvor grønne kunstnere og iværksættere kan arbejde med materialer og udstille kunst, som er lavet efter upcyclede og cirkulære metoder. Derfor vil man kunne se mange kreative, innovative og skæve ting i zirkel, hvor grønne tankegange er i fokus.

Et inspirationshus
Lokalerne bærer præg af kreativt genbrug og ses i butikkens forskellige afdelinger, der fx tæller spisestue, børneværelse, herreværelse og kontor. En af de kreative hjerner bag zirkel er daglig leder, Anja Mathies, som udover at have sin daglige gang i butikken også er med til at bringe ideerne til virkelighed, som fx at lave T-shirts om til bæredygtige indkøbsnet eller redesigne ødelagte malerier. Om det nye sted fortæller hun ”Det har været vigtigt for os at skabe noget unikt. Det skal være en oplevelse at komme i zirkel – de besøgende skal inspireres til mere genbrug i hverdagen, og vi skal hjælpe dem godt på vej med grønne og kreative ideer.

For Odense Renovation giver en ny genbrugsbutik rigtig god mening. Bestyrelsesformand ved Odense Renovation, Mads Søndergaard Thomsen, udtaler: ”zirkel markerer endnu en milepæl i Odense Renovations arbejde i forhold til genbrug og cirkulær økonomi. Stedet inspirerer til mere genbrug og kan være med til at sætte genbrug, verdensmål og cirkulær økonomi endnu højere på dagsordenen. I det store billede er zirkel også med til at nedbringe affaldsmængderne, så vi hjælper miljøet og passer bedre på kloden.

For mere information kontakt genbrugschef, Mette Lorenzen, på 2462 1801 eller mel@odenserenovation.dk.

Sådan finder du zirkel


Indkørsel til zirkel sker via Egestubben, drej til højre ned mod Le Klint og fortsæt på denne vej, så finder du os. 

 

Åbningtider
Mandag: Lukket    
Tirsdag: 12-17   
Onsdag: 12-17   
Torsdag: 12-17  
Fredag: 12-17    
Lørdag: 10-14   
Søndag: Lukket   



Se mere om zirkel på www.butikzirkel.dk